Sorgprocessen


Sorg er en reaktion på tab, og en krise kan udløses som følge af et tab, når en pludselig og uventet begivenhed er så traumatisk, at angsten bliver overvældende. Psykoterapeut, Marianne Davidsen-Nielsen, og psykolog, Nini Leick, definerer således krisen i deres værk om sorgarbejde Den nødvendige smerte (2. udg. 2003): ”Traumer udløser altid symptomer på angst og stress, men ikke nødvendigvis i en sådan grad, at den kriseramte kommer i en krisetilstand. Kun når sjælsrystelsen er særlig voldsom, bliver angsten så overvældende, at den ramte også bliver tanke-og følelsesforvirret”[1].    

Tab- og sorgreaktioner er ifølge M. Davidsen-Nielsen, N. Leick og den svenske psykiater, Johan Cullberg, overdeterminerede, fordi de ikke kun kan forstås ud fra den udløsende årsag, men også må ses i forhold til det enkelte menneskes biografi og udviklingshistorie - herunder tilknytningen[2]. M. Davidsen-Nielsen og N. Leick er således inspireret af psykolog og tilknytningsteoretikeren, John Bowlby, idet de ser sorgarbejdet som et adskillelsesarbejde og en forudsætning for at kunne genudvikle ”basal tillid”[3] til verden og følelsen af personlig integritet[4]. De inddrager desuden den eksistentielle dimension og eksistenspsykologen, Irvin D. Yaloms, teori om tilværelsens grundvilkår: Døden, meningsløsheden, aleneheden, friheden og vores iboende urangst, som er beskrevet i hans meget anerkendte hovedværk Eksistentiel psykoterapi fra 1980 (da. overs. 1998).
 
For at få en mere fyldestgørende forståelse af tab og sorg beskrives i det følgende kort sorgprocessen med udgangspunkt i værket Den nødvendige smerte. Sorgprocessen består af fire opgaver. De kaldes opgaver, fordi de ikke nødvendigvis følger i forlængelse af hinanden. I sorgarbejdet vil individet gå ind og ud af opgaverne, idet tab og sorg tackles forskelligt afhængigt af vores personlighed, tilknytningserfaringer og måder at mestre de eksistentielle grundvilkår på[5].


Erkendelsen - 1. opgave

Første ”Opgave er med tiden og på forskellige niveauer at erkende, hvad man har mistet”[6]. I sorgforløbet kommer man gradvist til en intellektuel og følelsesmæssig erkendelse af de tab og deltab, som fx sygdommen eller dødfaldet medfører. Det handler om at finde ud af, ”hvad har jeg mistet, og hvad er der sket mig”[7]. I arbejdet med den første opgave vil individet ofte have en massiv brug af forsvarsmekanismer. Det kan være fornægtelse, følelsesisolation, regression, rationalisering, projektion, splitting og ved store tab og traumer fortrængning. Chokket og forsvarsmekanismerne beskytter vores ego/jeg mod angst, men hindrer den følelsesmæssige erkendelse af tabet, og faren kan være, at selve sorgarbejdet forsinkes[8]. Erkendelsen er begyndelsen til ”den adskillelsesproces som på længere sigt forandrer tilknytningen til det der var (fjerde opgave). Og det kræver, at man langs ad vejen finder ud af, at man må indrette sig på nye måder (tredje opgave)”[9]. I sorgprocessen er det normalt, at individet veksler mellem erkendelsen af det skete og perioder, hvor tabet fornægtes.


Gennemleve sorgens følelser - 2. opgave

Anden opgave er at gennemleve og rumme de følelser, tabet foranlediger. Arbejdet med at rumme og gennemleve sorgens følelser er karakteriseret ved, at mange forskellige følelser på skift præger sorgen, fx vrede, bitterhed, skyld, skam, tristhed og angst[10]. Det er imidlertid ”denne fleksibilitet, som giver den sørgende mulighed for at gå ind i de dybe følelser på visse tidspunkter og få lidt fred på andre”[11]. M. Davidsen-Nielsen og N. Leick’s tilgang til tab og sorg bliver også kaldt den katharsis-orienterede tilgang[12], idet de beskriver den dybe gråd som angst- og stressreducerende både fysisk og psykisk. En forløsning af sorgens følelser gennem gråden kan bevirke en overvindelse af angsten for adskillelsen, og at man finder styrken i sig selv til det forandrede liv[13].
 
Hvis individet ikke magter en dybere erkendelse af tabet og gennemlever sorgens følelser, kan det medføre patologisk sorg. Der er tre former for patologisk sorg: Forsinket sorg, undgået sorg og kronisk sorg. Den forsinkede sorg er ubevidst og kan være nødvendig for, at angsten ikke bliver for overvældende. Tabet og traumet fornægtes, følelserne isoleres, og adskillelsen fra ”det der var” udskydes. ”Livet går videre uden at man ser ret meget tilbage”[14]. Der er tale om en overfladisk løsning af sorgarbejdets opgaver. Den undgåede sorg er mere massiv, og individet fastlåses i sorgprocessen. Fortrængningerne kan forårsage psykosomatiske symptomer og psykiske symptomer som tristhed, tomhed, angst og selvbebrejdelser. Symptomerne kan udvikle sig til fobi-lignende adfærd over for alt, hvad der genkalder minder om det, man har mistet.
 
Også medicin- og eller alkoholmisbrug i sammenhæng med depression kan være symptomer på undgået sorg. Behandlingen deraf kræver psykoterapi med fokus på erkendelse af tabet. Kronisk sorg ses især i forbindelse med tab af en nærtstående. I modsætning til undgået sorg vil individet ved kronisk sorg få sit livsindhold i alt, hvad der har med den døde at gøre. Ved kronisk sorg er dyrkelsen af tabet blevet til dét, der giver livet mening[15].     


Nye færdigheder - 3. opgave

Tredje opgave er at reetablere den basale tillid til verden og udvikle nye handlemåder, så man kan leve med de forandringer og udviklingsperspektiver, tabet har medført. Det kan være at erhverve nye kompetencer på et praktisk plan. Psykisk kan det være at blive opmærksom på nye behov, at lære at sige fra og bede om hjælp og at mestre angst forbundet med tabet. Erhvervelsen af nye færdigheder markerer, at den sørgende er ved at slippe tilknytningen til det mistede. Man kan gradvist reflektere over tilværelsens grundvilkår uden at overvældes af angst, fordi man har gennemlevet sorgens følelser og er bevidstgjort om, at man kan rumme disse. 
 
En stor sorg kan radikalt ændre et menneskes forhold til andre. Udfordringen er at få den basale tillid til at spire igen i relationerne. Men det er også ofte i det ændrede forhold til andre mennesker, at der er en personlig vækstmulighed. For de fleste mennesker lindrer det traumet at genfortælle. Netværket skal stå sin prøve i forhold til at være lyttende, spørgende og rummende. Det skal kunne acceptere, at man udvikler sig og ændrer handlemåder. Behandlingsmæssigt er det vigtigt at arbejde med en bevidstgørelse om, hvilke nye kompetencer og handlemåder klienten har brug for og at indkredse de af klientens netværk, som er ressourcesteder[16]
 

Reinvestering af den følelsesmæssige energi - 4. opgave

“Fjerde opgave er at kunne magte en adskillelse fra det der var, for at kunne investere sin følelsesmæssige energi i det der er”[17]. Gradvist bliver man i stand til at sige dét farvel, som gør, at man kan integrere tabet og minderne i sin personlighed og fremtidige liv, hvilket gør det muligt igen at knytte tætte tillidsfulde forhold[18]. I psykoterapi kan integrationen af tabet og afskeden med den afdøde skabes ved, at den sørgende skriver et afskedsbrev, som er det sidste i en serie af breve til den afdøde.
 
At få klienten til at skrive er et effektivt behandlingsredskab, idet skriveprocessen forener den kognitive og følelsesmæssige bearbejdning af tabet, og man vender tilbage til de tidligere opgaver. Skriveprocessen og refleksionerne derover i terapien kan skabe en integration på et højere niveau af sekundære identiteter, som man tidligere ikke har været bevidst om. I sorgarbejdet slippes kontrollen. Men mødet med det ukontrollerbare i tilværelsen kan føre til udvikling, indsigt og et mere autentisk liv. En analyse af tilknytningen til ”det der var” kan imidlertid være nødvendig for at finde vanskelighederne ved adskillelse[19].
 
Når denne bevidstgørende analyse af fortiden - herunder tidligere kriser og relationen til klientens primære omsorgspersoner - foretages i samspil med en psykoterapeut, kan terapeuten hente stor støtte i udviklingspsykologisk viden om jeg- og identitetsdannelsen.

 
[1] D. N. & L. 2003 s. 25.
[2] Cullberg er svensk psykiater af psykodynamisk-eksistentiel orientering. Han er især kendt for sit hovedværk om klinisk psykologi, Dynamisk psykiatri, og bog om traumatiske kriser Krise og udvikling, som beskriver den traumatiske krises 4 faser (chok-, reaktion-, bearbejdnings- og nyorienterings-fasen) ud fra primært en psykodynamisk og eksistentiel synsvinkel (Cullberg 1993 s. 18).
[3] Bowlby anser tilknytningen som vigtigere for menneskets overlevelse end mad og drikke og beskriver barnets udvikling i tilknytning (Bowlby 1994). Tilknytningen er afgørende for, om barnet udvikler, hvad egopsykologen Erikson kalder ”basal tillid” til verden i den første alder i barnets liv, som svarer til Freuds orale fase og Hvids eksistens- og behovsfase, som hun netop også meget sigende kalder ”overlevelsesstrukturer”.  
[4] D. N. & L. 2003 s. 19.
[5] Ibid. s. 75.
[6] Ibid. s. 30.
[7] Ibid. s. 87.
[8] Ibid. s. 79.
[9] Ibid. s. 83.
[10] Ibid. s. 117-122.
[11] Ibid. s. 100.
[12] Jacobsen 1998 s. 33. Katharsis betyder ”renselse” og er oprindeligt et begreb, Aristoteles (år 357 f. kr.) brugte i sin Poetik for at beskrive tragediens forklarende og rensende effekt på tilskuerne.
[13] D. N. & L. 2003 s. 115.
[14] Ibid. s. 82.
[15] Ibid. s. 81.
[16] Ibid. s. 133-135.
[17] Ibid. s. 135.
[18] Ibid. s. 137-138 Det understreges, at der ikke er tale om et ”endeligt farvel”, som kan give associationer i retningen af at glemme.
[19] Ibid. s. 87.

Ressourceopbygning og udvikling