Sorgarbejde, krise og selvudvikling

Nedenfor beskrives den proces, som igangsættes, når man arbejder med selvudvikling i forbindelse med sorg og tab. Processen beskrives ud fra 7 grundlæggende principper om forandring og udvikling: Bevidstgørelse, mønsterafbrydelse, re-orientering, motivation, kompetence, integration og energibalancering, som psykoterapeuten ved hjælp af ID-terapeutiske metoder kan føre klienten igennem. Nedenfor anskueliggøres sorgprocessen, jeg som psykoterapeut ledsager klienten igennem.  
 
Parallelt med sorgarbejdet sker der en BEVIDSTGØRELSE. Idet ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man kan forstå og psykisk beherske den aktuelle situation, bliver man mere lydhør for, hvad der sker i ens indre og overvejer hvilket liv, man gerne vil leve. Bevidstgørelse kan sammenlignes med erkendelsesopgaven i sorgprocessen. ID’s forståelse af begrebet bevidstgørelse er dog mere inkluderende, idet bevidstgørelsen bevirker, at man bevæger sig fra et såkaldt reaktivt (ubevidst) identitetslag til et kreativt (bevidst) identitetslag. Fra det kreative identiteslag kan man betragte sig selv og som et mere bevidst ”vidne” opnå indsigt i ens reaktionsmønstre, tanker, ønsker og behov samt erkende, hvor man bliver begrænset og modsat, hvor man har ressourcer og muligheder.          
 
Øget bevidsthed gennem arbejdet med sorgens følelser og tanker giver mulighed for udvikling. Det kræver vilje og et stort mod at turde slippe de velkendte, selvbegrænsende vaner og reaktionsmønstre og således foretage en MØNSTERAFBRYDELSE. Når man har arbejdet med fortidens tilknytningstraumer og brudt sin identifikation med gamle reaktionsmønstre og selvbilleder, skal man finde en ny måde at være i verden på. Dette medfører refleksion over livsværdier og det meningsgivende i tilværelsen. Man skal med andre ord
RE-ORIENTERE sig. Re-orienteringen foregår parallelt med eller i forlængelse af mønsterafbrydelsen. Der er på et adfærdsniveau ligheder mellem mønsterafbrydelsen og re-orienteringen samt 3. opgave (erkendelsen af nye færdigheder) i sorgprocessen, men mønsterafbrydelsen og re-orienteringen er på et dybere bevidsthedsplan integreret i et selvudviklingsarbejde og forudsætter en parathed til at forstå ens sorgreaktion i lyset af gamle tilpasningsmønstre og tilknytningen.
 
Ofte er det forbundet med angst at slippe sine velkendte reaktive former - de primære sider - man før har identificeret sig med. Det kræver MOTIVATION, som netop kan være et aktuelt tab. Krisesituationen indeholder en mulighed for menneskelig modning og udvikling. I konfrontationen med tilværelsens grundvilkår mindes individet om ”carpe diem”, at vi bør gribe dagen og livet her og nu, fordi intet varer evigt. Erkendelsen skaber motivationen til at leve et autentisk liv, hvor man er tro mod sine grundlæggende livsværdier. Det er i mødet med den eksistentielle angst, at mulighederne ligger for udvikling. Når man slipper sine gamle former, kan ens indre fyldes med kaos og forvirring. Som forsvar vil de gamle vaner og reaktionsmønstre knyttet til vores ego tage over. En stor udfordring i denne proces er at opøve KOMPETENCE til at kunne rumme sine følelser og tanker og inkludere dem i en medvidende bevidsthed fra et kærligt essentielt i psyken. Når man har en følt fornemmelse af at kunne være et bevidst vidne til, at man i situationer bliver ”taget” af egoidentiteter og endda når at foretage en mønsterafbrydelse, så man ikke handler reaktivt, er man nået langt i sit udviklingsarbejde.  
 
At kunne rumme sig selv fordrer, at der gradvist skabes en INTEGRATION af indre konflikter og accept af de sekundære sider, som man ikke umiddelbart ønsker at identificere sig med og derfor projicerer ud på andre. Sorgarbejdet gør os åbne og modtagelige. Derfor kan der parallelt med  sorgprocessens opgaver skabes en udviklingsproces, hvor fornægtede og fortrængte sider gradvist integreres i psyken. Integrationsprocessen forudsætter en ENERGIBALANCERING.
 
Arbejdet med energibalancering giver en oplevelse af større fysisk og psykisk balance og reducerer angst, modstand og spændinger. Energibalanceringen kan fysisk foregå ved, at man gennemlever sorgens følelser og afspænder kroppen fx gennem den dybe gråd. Energibalanceringen kan også finde sted, ved at man psykisk og fysisk bevidstgøres om kvaliteterne og energierne knyttet til de forskellige egoidentiteter/personlighedssider. Terapi hos en psykoterapeut, som fortløbende selv arbejder med integration og energibalancering, er en forudsætning for at nå dette integrerende niveau, som har lighedspunkter med psykologens Jungs individuationsbegreb, som netop betyder ”at blive til enkeltvæsen” eller ”selvvirkeliggørelse”.
 
Set i forhold til - de tre lag af identitet, som jeg som ID-psykoterapeut arbejder med - medfører den ovenfor beskrevne integrationsproces sammenfattende, at man gradvist bevæger sig fra et reaktivt (1. identitetslag) til et mere kreativt bevidsthedsniveau (2. identitetslag). Hvor vi på det reaktive niveau ofte handler automatisk og ubevidst ud fra vores primære sider, reagerer vi bevidst på det kreative niveau, idet vi på dette niveau har integreret de sekundære skyggesider og erkendt, at vi selv er ansvarlige for det liv, vi ønsker. Energibalanceringen er en central del af sorgarbejdet og baner vejen for integrationsprocessen, som kan føre klienten til at rumme hele sig selv ud fra et essentielt sted i psyken (det 3. identitetslag). På det essentielle bevidsthedsniveau er vi i kontakt med vores værenskerne på samme vis som, da vi blev født. Det kan være en lang og angstfremkaldende proces at bryde med tillærte roller eller egoidentiteter. Rammes man eksistentielt, kan faren være, at man klamrer sig til sit selvbillede og dermed sidder fast i sine roller og reaktionsmønstre. Men mødet med sårbarheden og angsten er en enestående mulighed for at se sig selv og verden fra et andet perspektiv, hvor roller og andres mening ikke har nogen afgørende betydning. Det er i mødet med det essentielle, vi kan transcendere vores ego og opleve øjeblikke af ro og frihed.
     
Forandringsprincipperne tydeliggør, at ID-psykoterapi er dynamisk og integrativ. Når man som psykoterapeut arbejder med de forskellige forandringsprincipper, anvender man sin viden om forskellige psykologiske retninger og deres metoder. Det være sig adfærdspsykologien (hvor klientens problematik påvirker adfærden i form af uhensigtsmæssige vaner), den kognitive psykologi (hvor der er fokus på klientens overbevisninger og tolkninger), systemisk (udgangspunkt i roller og relationer), psykodynamisk (fokus på fortiden, opvæksten og tilknytningen), den eksistentialistiske psykologi (følelser og tanker - herunder erkendelsen og accepten af tilværelsens grundvilkår), den humanistiske tilgang (handler om at opbygge klientens potentiale og menneskelige ressourcer) og det transpersonlige (kontakten til det spirituelle – herunder individuation). 
 

Læs mere om sorg og tab:  
Den eksistentielle tilgang til sorg og tab
Sorgprocessen