Psykoterapi

Hvad er psykoterapi?

ID-psykoterapi er baseret på den erfaring, at vores livskvalitet og trivsel forøges betragteligt i takt med, at vi genfinder og styrker kontakten til den dybere identitet eller værenskerne, som ligger bag vores umiddelbare selvforståelse og ydre personlighed.

Den ydre personlighed kan siges at være de mange forskellige selvbilleder og roller også kaldet ”former”, vi hver dag indgår i, fx rollen som forældre, kæreste, studerende, datter, søn, karriere-manden/kvinden eller selvbilleder som fx den perfekte, den mistroiske, den præsterende, den u/selvstændige, den autoritetstro, den rebelske osv. Til disse former er knyttet overbevisninger om os selv. Overbevisningerne internaliserer vi gennem vores socialisering. Alt efter hvilke opvæksterfaringer vi har, kan overbevisningerne være positive og give mulighed for personlig udfoldelse, eller de kan være negative og begrænse vores oplevelse af frihed og hæmme os i at realisere vores udviklingspotentiale - herunder realationer til andre mennesker. 

Hvert individ har således sit eget unikke selvbillede, der ubevidst formes gennem vores opvækst og opdragelse og udgør et tilpasningsmønster.  
Min erfaring er, at en dybtgående effekt af psykoterapi først opnås, når vi lærer at bryde identifikationen med personlighedens modsætningsfyldte og skiftende forestillinger om os selv og i højere grad begynder at identificere os med vores essentielle værenskerne.
 
Psykoterapi kan støtte dig i at opbygge dine personlige kompetencer og ressourcer samt bryde med uhensigtsmæssige identifikationer med forskellige rolle og selvbilleder. Gennem terapien vil du opnå kontakt til din dybere identitet og erhverve indsigt i, hvorfor du føler, tænker og handler som du gør i forskellige situationer, og hvordan du evt. kan komme til at reagere anderledes
en anden gang.

Udgangspunktet for psykoterapien er de områder af dig selv og din tilværelse, som du har behov for at arbejde med. Sammen arbejder vi med at bevidstgøre og forløse dig fra uhensigtsmæssige tilpasningsmønstre og evt. kriser og traumer.

Jeg er meget optaget af nyeste forskning i neuroaffektiv psykoterapi. Neuroaffektiv psykoterapi med voksne giver en opdateret viden om en neuroaffektiv forståelse af følelser. Således kan neuroaffektiv udviklingspsykologi - herunder viden om hvordan hjernen udvikler sig gennem den følelsesmæssige relation og affektreguleringen foretaget i samspillet med de primære omsorgspersoner - skabe en dybere forståelse for terapeutisk intervention. Dvs. neuroaffektiv psykoterapi omhandler, hvordan terapeuten afstemmer den voksne klient følelsesmæssigt og derved gennem "nærværende øjeblikke" kan skabe en følelsesmæssig udvikling, som klienten (som følge af omsorgssvigt) mangler at have erfaret i barndommens tilknytningsrelationer. (jf. fx Neuroaffektiv psykoterapi med voksne red. Susan Hart, 2012).  

I psykoterapi inddrager jeg min mentaliseringsevne, dvs. evnen til at danne indre forestillingsbilleder, at reflektere over sig selv og andre, som et redskab til at afstemme klienten følelsesmæssigt og at udvikle klientens mentaliseringsevne. Mentaliseringsevnen hæmmes ved oplevelser af kroniske traumer og kronisk stress, som fx omsorgssvigt. Ifølge psykologen, Fonagy, er mentalisering at kunne se sig selv udefra og andre indefra. Mentalisering kræver, at man kan "læse" såvel andres tanker som følelser. Det er evnen til at koble følelser med tænkningen. Det handler altså ikke kun om at tænke klart, men også at føle klart. Forskellige hjerneområder har brug for forskellig stimulation. Der er således forskel i den måde de kognitive, motoriske og emotionelle strukturer i hjernen udvikles på. Som følge af fx omsorgssvigt og traumatiske oplevelser kan et menneske kognitivt udvise kompetencer på et højt niveau, men have en lav grad af mentaliseringsevne. Klienten træner i den psykoterapeutiske proces sin mentaliseringsevnen. 

Læs mere om metoderne i psykoterapi.

Se klinikken hos Ohrt Psykoterapi i Kolding.

Ressourceopbygning og udvikling