Tilknytningstraumer og omsorgssvigt

 
Følgende beskrivelse af omsorgssvigt og tilknytningstraumer er primært inspireret af værkerne Omsorgssvigt - Det teoretiske grundlag og Omsorgssvigt er alles ansvar af Kari Killén. Kari Killén er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling hos Bruno Bettelheim i USA og på Tavistockklinikken i London. Hun har skrevet en række lærebøger og fik i 1988 en doktorgrad for afhandlingen Omsorgssvigt og børnemishandling.
 
Der er tale om omsorgssvigt, hvis et barn udsættes for vanrøgt, fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. I praksis er det imidlertid vanskeligt at skelne mellem disse ovennævnte fire former for omsorgssvigt. Overordnet er en manglende evne hos forældrene til affektiv afstemning knytttet til disse svigt. Gennem den følelsesmæssige spejling i terapi kan klienten lære at blive bevidst om sine behov og grænser og selv at foretage en regulering af følelsesmæssige tilstande (Fonagy, Schore og Stern Affektregulering i udvikling og psykoterapi 2006) .
 
Vanrøgt vil sige, at forældrene ikke tilfredsstiller barnets basale behov. Det kan fx være barnets behov for at få mad og barnets behov for, at dets ernæring er sund og varieret. Man taler også om vanrøgt, hvis barnet understimuleres som følge af, at forældrene ikke følelsesmæssig er engageret i barnet. Vanrøgten begynder ofte allerede i fostertilstanden som en konsekvens af, at moderen får dårlig ernæring. Årsager hertil kan være et stof-eller alkoholmisbrug. Vanrøgten kan medføre, at barnets fysiske udvikling i fostertilværelsen hæmmes, og at det fødes med skader på nervesystemet.
 
Fysisk omsorgssvigt vil sige, at et barn lider skade som følge af forældrenes uinvolverede opdragelsesstil. Forældrene er koncentrerede om egne behov og interesser. De magter ikke at vise de fornødne hensyn til barnet. Barnet kan fx efterlades i mange timer alene uden opsyn. Barnet tillægges negative egenskaber og bliver objektiveret – brugt som en genstand til at afreagere på.
 
Psykiske overgreb er den form for omsorgssvigt, som er vanskeligst at definere og opdage for omverdenen (fx pædagoger og lærere – eller andre betydende relationer). Her opfattes barnet også negativt og tillægges dårlige egenskaber af forældrene. Forældrene er meget fraværende og devaluerer barnets følelser og behov. Barnet afvises følelsesmæssig, og tilknytningen mellem forældre og barnet er mangelfuld. Forældrene kan true barnet med straf og adskillelse. Barnet kan overvære skænderier og vold mellem forældrene, eller det kan overvære, at søskende udsættes for vold eller andre krænkelser. Barnet er offer for forældrenes negative projektioner og tildeles forskellige roller, som præger barnets selvopfattelse negativt, fx rollen som ”syndebuk”, ”hjælper” eller ”mægler” mellem forældrene i forbindelse med deres indbyrdes konflikter.
 
Seksuelle overgreb defineres som, at barnet involveres i seksuelle aktiviteter, det hverken fysisk eller psykisk er modent til. De seksuelle overgreb på børn er sjældent fysisk voldelige, men de er psykiske overgreb, fordi barnet oplever skyld, skam og forkerthed, utryghed, angst, magtesløshed og trusler om sanktioner, hvis det afslører hemmeligheden.

Forfatter og oplægsholder, Karin Dyhr, beskriver i den selvbiografiske roman Glaspigen og værket Bag om borderline konsekvenserne af omsorgssvigt og incest.
 
Konsekvenser af omsorgssvigt
Børn med en opvækst præget af svigt og kroniske traumer påvirkes negativt på alle udviklingsmæssige områder. Børns reaktioner på omsorgssvigt er ifølge Kari Killen kontaktforstyrrelser – herunder mistillid til andre eller hyperaktiv- og (selv)destruktiv adfærd, depression, overdreven veltilpasset adfærd, hvor børnene opfører sig som ”små voksne” og dissociation. Dissociation betyder, at ”splitte op” eller adskille. Dissociation kan beskrives som en oplevelse af, at krop og bevidsthed adskilles, eller at man ”splitter” op i forskellige personligheder fx den rationelle handlekraftige og den sårbare. De ubehagelige oplevelser integreres ikke på normal vis med de øvrige dele af hukommelsen. De betragtes som uvæsentlige, uvedkommende eller ligefrem som ikke-eksisterende (fortrængning, amnesi (hukommelsestab)). Det kan som nævnt gå så vidt, at personligheden splittes op i forskellige dele eller identiteter, som fungerer uafhængigt af hinanden. Dissociation er en forsvarsmekanisme, som ubevidst anvendes af mennesker, der har været udsat for noget meget traumatisk. Dissociation kan beskrives som en fornemmelse af ikke at kunne mærke sin krop og følelser - en oplevelse af spaltning mellem sind og krop. Dissociation kan optræde hos såvel voksne som børn og har til formål at beskytte personligheden mod traumet, hjælpeløsheden, angsten og ubehaget knyttet dertil. Fx beskriver mange kvinder, der som barn har oplevet gentagne tilfælde af voldtægt fra nærtstående, hvordan de "lærer sig" at "forsvinde ud af kroppen", for at udholde det, de er udsat for. Som voksne kan denne "forsvinden ud af kroppen"-reaktion udløses af langt mindre belastninger. Denne reaktion går derfor fra at have været en hensigtsmæssig forsvarsmekanisme mod en forfærdelig hændelse til at være en reaktion, der giver problemer i voksenlivet. (Karin Dyhr Bag om Borderline og Lars Sørensen Smertegrænsen)
 
Følger af omsorgssvigt påvirker altså barnets evne til samspil med andre, barnets kognitive evner (tænkning og sprog) samt barnets følelsesmæssige udvikling. Imidlertid er det vigtigt at påpege, at ny forskning i udviklingspsykologi og mønsterbrud viser, at børn kan udvikle resiliens (modstandskraft) og blive velfungerende unge og voksne på trods af en opvækst præget af mange svigt. Beskyttelsesfaktorer, som kan gøre, at et barn udvikler resiliens på trods af meget vanskelige opvækstvilkår, er dels individuelle beskyttelsesfaktorer som personlige kompetencer og egenskaber. Dels ydre beskyttelsesfaktorer, som afhænger af socioøkonomiske ressourcer og det omgivende miljø. Betydende relationer, dvs. mennesker, som i løbet af barnets opvækst har givet barnet positiv opmærksomhed, udvist empati, kærlighed og respekt, er altafgørende for udviklingen af resiliens.
 
Mange af mine klienter har været udsat for omsorgssvigt af forskellig karakter. De kommer ofte med problematikker som tristhed, depressioner, lav selvtillid, lavt selvværd og en følelse af skam og forkerthed. Enkelte har diagnosen Emotionel Ustabil Personlighedsstruktur/EUP (diagnosesystemet ICD-10) også kaldt ”borderline”.
 
Psykoterapi kan genopbygge klientens tillid til verden og gradvist gøre klienten bevidst om barndommens svigt. Parallelt hermed kan klienten arbejde med de udfordringer, som fortidens svigt og tilknytningstraumer giver ham/hende i nutiden fx i forhold til parforhold, opdragelse af børn og troen på egne evner og kompetencer. Med en gryende bevidsthed om fortidens traumer kan klienten i samarbejde med psykoterapeuten gradvist begynde at arbejde med at genvinde tilliden til omverdenen samt ændre negative tilpasningsmønstre og roller og hertil knyttede negative overbevisninger og tanker. 

Ressourceopbygning og udvikling