Kriser

Du har måske ofte hørt folk udtrykke, at "der er krise" eller "jeg er i krise". Udtrykket krise bruges ofte i daglig tale, når folk oplever et vist pres - fx på grund af en tidsfrist der skal overholdes, når en opgave skal færdiggøres. Der skelnes imidlertid i psykologien mellem slags kriser: Udviklingskriser og traumatiske kriser.
 

Udviklingskriser 

Udviklingskriser taler man om, når krisen udløses af begivenheder, som tilhører det normale livs forskellige faser. Til hver livsperiode (barndom, ungdom, voksenlivet, alderdom) er der knyttet livskriser. Nogle gange kan udfordringerne knyttet til en livsperiode være så stor, at det giver sig udslag i en krise. Livets forskellige aldre indeholder muligheder for at komme i en krise, fordi de indebærer ændringer i et menneskes livssituation og eksistens.
Hvis en livskrise ikke bearbejdes, kan den hæmme menneskets mulighed for fortsat vækst og udvikling, men hvis krisen bearbejdes, kan den føre til større bevidsthed, styrke, mod og selvudvikling.
 

Akutte traumatiske kriser  

Akutte traumatiske kriser udløses af begivenheder, der af den enkelte opleves som en alvorlig trussel mod hans eller hendes fysiske, sociale eller psykiske tryghed. I modsætning til udviklingskriser, der opstår som følge af begivenheder, vi alle kommer ud for, opstår den akutte traumatiske krise som følge af exceptionelle begivenheder, der opstår pludselig, og som ikke alle kommer ud for. Kriseudløsende begivenheder involverer ofte: Tab, krænkelser af ens selvrespekt, identitet og selvopfattelse samt egentlige katastrofer.

Med tab forstås fx skilsmisser, nærtstående afgår ved døden, sygdom og pludselig invaliditet, indlæggelser og operationer, aborter såvel spontane som provokerede.

Krænkelser af selvet kan fx udløses af mobning (i skolen, på arbejdspladser), verbale eller fysiske overgreb, skilsmisse, utroskab, fyrring, degradering, økonomisk ruin, vold, voldtægt.

 
Vores måde at reagere på, når vi rammes af en akut traumatisk krise, afhænger af, hvordan vi har bearbejdet og håndteret tidligere kriser i vores liv. Det er individuelt, hvad der kan udløse en traumatisk krise. Et traume er en hvilken som helst begivenhed, der bryder gennem kroppens stimulusbarriere, overstiger individets oplevede evne til at imødekomme dens krav og fører til overvældende følelser af hjælpeløshed. Når vi er i en traumatisk krise, oplever vi, at vores tidligere erfaringer og viden ikke slår til, og vi føler os oversvømmet af vores følelser. Traumatiske oplevelser udløser akut stress.
 
I en krise får vi kontakt til dybe eksistentielle følelser som: Ensomhed, angst, meningsløshed og friheden til at vælge, men angsten for at træffe valg. En krise er derfor forbundet med identitetskriser, eksistentielle kriser og spirituelle kriser.
 
Der er altid sorg i en krise, men ikke altid krise knyttet til sorg.
En væsentlig del af behandlingen er bl.a. at undersøge, hvordan og hvorfor fortidens kriser og traumer i klientens liv præger nutidens kriser. Psykoterapeuten kan guide og støtte klienten til at gennemleve sorgens følelser og krisens faser, så tilliden til omverdenen gradvist reetableres, og klienten oplever at få kontakt til sine ressourcer og kompetencer, hvorved nye færdigheder kan udvikles. (se Sorg og tab).
 
Både en psykolog og psykoterapeut kan behandle kriser. I min behandling af chok, traumer og akut stress anvendes også redskaber fra SE-metoden. Somatic Experiencing (SE) er en metode til kropslig forløsning af traumer og afspænding af et overaktiveret nervesystem.


Kroniske traumer

Man taler om kroniske traumer, når et menneske er udsat for vedvarende traumatiske situationer. Det kan fx være vedvarende vold eller truslen derom i et parforhold. Det kan også være den ansatte, som gennem flere år har været udsat for mobning på arbejdspladsen. Børns oplevelser af omsorgssvigt fx fysiske overgreb eller incest kan betragtes som værende kroniske traumer. Hos barnet risikerer det kroniske traume at give svære udviklingsmæssige forstyrrelser og personlighedsforandringer, dels fordi barnet er helt afhængig af tilknytningen og tilliden til den vokse samt trygheden i den tidlige barndom, dels fordi barnet ikke har lige så effektive forsvarsstrategier som den voksne.

 

Ressourceopbygning og udvikling